Sharia- Muslimers vejledning til det gode og rette liv

Den daglige praksis, alle hverdagens små og store spørgsmål bør kunne besvaret inden for den af Gud satte ramme.
Så længe muslimer lever i et traditionelt miljø hvor hverdagen går som den ”altid” er gået er spørgsmålene ikke så brændende. Enhver ved hvad man gør/bør gøre i alle mulige situationer.
Det er indskrevet i kulturen.

Imidlertid kom udvikling også til de muslimske lande fra begyndelsen af 18-tallet. Folk flyttede i stor stil til byerne, fik andre og hidtil ukendte erhverv, kom i stigende grad i kontakt med europæere og senere især efter 2. verdenskrig flyttede en del muslimer til helt andre lande, hvor de blev et mindretal.
Skik og brug slog ikke længere til, den moderne verden stiller andre krav!

Hvordan finder man i nye situationer eller omgivelser ud af hvad der er lovligt – halal – eller ulovligt – haram?
Halal er det tilladte - haram det forbudte.

Hvordan gjorde man i gamle dage?
I gamle dage gik man i tvivlstilfælde til den lokale lovkyndige, som granskede teksterne og kom med et godt råd. Dette kaldes en fatwa.
Nu skriver man i mail til en lovkyndig, som kaldes imam, og får et godt råd tilbage. Det er sådan set det samme, bortset fra at man nu kan spørge en imam, der bor på den anden side af jorden.

Det helt overordnede spørgsmål er om en bestemt handling er halal eller haram. Det kan handle om alt muligt. Er det lovligt at købe en teddy bjørn til børnene, må man gå til bryllup hos sin kristne nabo eller hvorledes skal muslimer forholde sig til terror.
Imamer har en særdeles blandet landhandel. Den dygtige imam må, udover at være trænet i juridisk metode, også kende til politiske og sociale spørgsmål i samfundet, så han kan se spørgsmålet i sin samfundsmæssige kontekst.   
(Det er bl.a. det nogle politikere anklager nogle danske imamer for ikke at kunne. De taler kun hjemlandets sprog fx arabisk og kender ikke danske forhold, derfor kan de ikke give relevante svar. Det politiske forslag er at imamer skal have en tillægsuddannelse i danske samfundsforhold.)

Hvorledes finder imamen så et svar?
Rigtige imamer har studeret i mange år, hvor de har sat sig ind i den muslimske jura og Islam’s historie. Den juridiske tradition er mere end tusind år gammel og hver generation lægger nye lag ovenpå, idet berømte imamers fatwa’er bliver en del af den juridiske praksis.
Kilderne til vejledningen er:
1. Koranen – Guds åbenbarede ord.
2. Profetens forbillede eller sunna – hvad Muhammed gjorde og sagde og hvilke afgørelser han traf.
Dette er overleveret i mange tusinde haditter – historier om profeten.
3. De lærdes/menighedens enighed: ijma.
4. Analogislutninger qiyas, dette er nærmere en metode til at finde det rette svar end det er en kilde.
Evt. 5 Fornuften – hvis noget gavner – aql. (Ikke alle muslimer er enig i den sidste).

Imamen har alle disse kilder til sin rådighed og han bruger så sin juridisk/moralske metode til at finde et svar, som i hans forståelse er Guds vilje. Imamerne er imidlertid ikke enige –
I tidens løb udskilte der sig 4 forskellige rets skoler, som har forskellig strenghed i fortolkningerne. Den strengeste er Hanbali, som praktiseres i Saudi Arabien. Den blev grundlagt i 800-tallet.

Sharia – vejen til det rette liv – er langt mere end en lov i vores forstand. Den omfatter mange moralske spørgsmål og regler for religiøs praksis.
Sharia er i stadig bevægelse. Hver dag udstedes der tusindvis af fatwaer, med det formål at regulere livet i moderne samfund.
Når vi hører om fatwaer i medierne er det altid noget med barbariske dødsdomme.
De findes også, men er yderst sjældne.

Lovens fortolkning og dens strenghed skille muslimer i grupper, hvor man lidt groft kan sige at de rækker fra de mest konservative og strenge fx i Saudi Arabien, hvor det gælder om at imitere profeten. Til de helt moderne som mener at de gamle tekster kan nytolkes - ijtihad.
Muslimer er også forskellige i den måde sharia bliver praktiseret.
Der er de meget fromme – de der er moderate – og så er der naturligvis det helt ligeglade.
(Klædedragten signalerer undertiden hvor muslimen står, og det er måske på grund af denne signalværdi at kampen om påklædningen er så intens?)

Sammenhængende med hvor strengt man fortolker lovene er synet på hvilken rolle religionen skal spille i samfundet hænger sammen.
På den ene fløj er de der mener at Islam skal være selve samfundets kerne og rettesnor både juridisk og politisk i alle forhold. Det gælder fx de grupper vi kalder islamister som Osamar bin Laden.
Den anden yderfløj mener at religionen skal være en privatsag, som det er i demokratiske lande.
Den holdning deles at mange veluddannede muslimer fx vores egen Naser Khader, medlem af folketinget.
Uenigheden er stor blandt muslimer og diskussioner foregår hele tiden.
Enigheden er størst, når det gælder de dele af loven, der beskriver de religiøse pligter og de grundlæggende forbud: mod alkohol, mod svinekød, mod at tage renter og mod spil.
Uenigheden er størst i fortolkningen af de dele af loven der handler om ”transaktionerne”, regler for samfundets indretning, dagligdags spørgsmål og forholdet mellem mænd og kvinder.

Endelig er det umuligt at tage Islam ud af sin kulturelle sammenhæng. Religioner er en del af kulturen. Det betyder at mange muslimer ikke skelner mellem deres traditionelle levevis og normer og Islams regler. Det gælder fx æresdrab, som nogle traditionelle muslimer mener, er påbudt i Koranen. Det er det ikke, det er derimod en tradition i nogle stammebundne samfund.

Ingen religion eksisterer i sig selv. Den er kun til stede som del af en kultur, i menneskers daglige handlinger, deres tankegange og syn på kulturen og hinanden. Så længe man bliver i sit vante miljø, hvor alle så at sig deler dette syn på verden og Gud, forbliver værdierne så selvfølgelige, at de slet ikke er synlige. Religionen er indlejret i kulturen på en forholdsvis selvfølgelig måde. Man bliver ikke konfronteret med spørgsmålet: ”Hvad tror du på?” for det ved enhver.
Sekularisering, moderne medier, byernes vækst eller flytning til fjerne lande med andre traditioner, religioner og kultur betyder at det evidente (eller selvfølgelige) forsvinder.
Religion bliver frigjort fra kulturen. Man kan så have sig religion derhjemme, søge sammen med sine egne landsmænd i det fremmede for at skærme sig for tab af kultur, men alligevel bliver immigranten hele tiden konfronteret med sin anderledeshed herunder sin religion.
Han må reflekterer over hvem han er, hvad det betyder for ham at være muslim, hvad han skal gøre for at bevare sin kultur eller om han skal smide den overbord –
Fx i et land hvor alle kvinder går med tørklæde, er der ingen der spørger hvorfor, det gør man bare. Nu bliver det at gå med tørklæde til et valg. Kvinden bliver spurgt hvorfor, aviserne skriver om det osv. Vælger kvinden så at bære tørklæde bliver det til en markør, et synligt tegn på at høre til et mindretal. Kvinden bliver tvunget til at reflekterer over sin religion.
Indvandreren må altså rekonstruere sin identitet og sin religion.
 
Det Islam der eksisterer i Europa eller USA er ikke det islam der eksisterer i Mellemøsten

1. det er en rekonstruerer islam, eller rettere sagt mange slags islam.
2. enhver der vil være muslim i vesten må igennem en personlig tilegnelse, nu hvor kulturen ikke understøtter religionen. Religionen bliver individualiseret.
3. autoritetskrise: hvad er lovligt eller ulovligt – troen bliver ikke understøttet af statens lovgivning. Sharia er ikke gangbar ret i ”vesten”. Troen kan ikke opretholdes som juridisk tvang, men kun som etisk norm.
4. den gamle lærde tradition som imamerne havde, er udfordret. Få unge vil studere i 25 år for at blive imam. De traditionelle uddannelser bliver i stigende grad udfordret af halvstuderede imamer.
5. troens indhold må læres som en personlig indsats, ofte gennem modstand mod omgivelserne. Hvad der er halal og haram i et fremmed miljø er ikke nogen selvfølge. Her kan nogle karismatiske imamer få stor magt, ved at hjælpe den troende med at definere sin tro på ny. Troens praksis må tilegnes personligt og ikke kulturelt.
6. nye fællesskaber opstår fx omkring en moske og den imam, eller globalt gennem virtuelle fællesskaber via Internettet. 
7. resultater bliver: mange slags islam i ”vesten”.

Rekonstrueret Islam antager mange former:
Ofte bliver rekonstruktionerne skabt på baggrund af modstand og afvisning af væsentlige sider af ”vesten”, klædedragt, omgangsformer mellem mænd og kvinder, spiritus mv.
En vækkelse er mulig, det vil sige at individet går gennem personlig tilegnelse. Den vakte tager bevidst og sommetider meget højlydt afstand fra fænomener i sine vestlige omgivelser.
Den kvinde der bærer tørklæde, eller den der faster bliver spurgt: ”hvorfor – hvad betyder det?”
”Hvorfor vil du ikke have en øl?” osv.
Muslimer i vesten bliver at omverdenen tvunget til refleksion.

Nogle imamer tager udgangspunkt i: I et ikke muslimsk land er der mulighed for at skabe en ren islam renset for traditioner fra hjemlandet, som har forurenet Islam.
Denne islam tager ikke udgangspunkt i et bestemt territorium, en bestemt lokal fortolkning, eller bestemt kultur.
Islam kan tilbyde et nyt virtuelt samlingspunkt: Ummaen og håbet om et globalt kalifat.
Denne rekonstruktion står fx bag den globale islamistiske terror.

En anden form er forskellige moderate muslimer. Men også de, må definere sig i forhold til omverdenen. Fx hvorledes forholdes man sig til demokrati og vestlig lovgivning? Er det nødvendigt at forkaste sharia? Kan man være muslim og samtidig fravælge sharia?  Diskussionerne er omfattende, og enhver må finde sit eget svar.

Total sekularisering. At vælge islam helt fra, men selv det er ikke uden refleksion. Måske er familien imod, ønsker ægteskab med én fra hjemlandet, en bestemt klædedragt og opførsel.
Valget må begrundes overfor sit gamle miljø, men også overfor det vestlige samfund, man ønsker at være en del af.  Et anderledes navn vil få mange til at spørge: ”Hvor kommer du fra?” ”Fra Valby.”
Det er ikke noget tilfredsstillende svar for en leverpostejs - dansker, hvis navnet er Amir eller Amina.

Inderliggørelse og tilbagetrækning. Der er traditioner i islam som kaldes sufi, som kan betyde at den troende trækker sig ud at samfundet for at dyrke gud gennem meditation og bøn sammen med andre troende. Dem hører vi ikke meget til.
Dette er bare nogle eksempler på nyfortolkning. Der kommer hele tiden nye til.

til top