Referat af Marie Fadel ”Damaskus Taste of a City” 2005, side 254-261
”Facaden er sjældent til at skelne fra andre huse bortset fra kuplen over midterrummet. Rummet har små vinduer som lader et blødt lys trænge ind, uden at nogen kan se ind. En hammam har 3 dele, hvor første område er modtagelse, og hvor man efter badet kan slappe af med the og vandpibe. Rummet ligner gården i et fornemt hus med en fontæne med et lille springvand i midten omgiver af behagelige bænke. Her holder bademesteren til og sørger for, at alt går rigtigt til. Ingen kommer fx ind i rummet med sko på, straks inden for yderdøren bliver gadeskoene byttet om med trætøfler. Så kalder bademesteren på en assistent, som sørger for at gæsten diskret kan klæde sig af og blive svøbt i håndklæder. Nu bevæger gæsten sig ind i næste rum, hvor en ny assistent møder ham og spørger om han ønsker hår fjernet, at blive skrubbet eller få massage efter badet. Gæsten bliver nu ledsaget ind i det inderste rum, hvor man næppe kan se på grund af dampen. Gæsten kan forblive i saunaen så længe han ønsker, ofte bliver han tilbudt et fad varmt vand til fødderne. Efter saunaen går gæsten tilbage til det midterste rum, hvor han i et lille aflukke bliver skrubbet med sæbe. Skrubberen trækker en ren uldhandske på og begynder så systematisk at bearbejde huden, indtil alle døde hudceller og anden urenhed er væk. Så bliver håret vasket og hele kroppen skyllet med varmt vand. Så er det tid til massage, som foregår i et tilstødende rum. Massage er ikke af den bløde slags, snarere en form for brydning, hvor gæsten efter endt behandling er taknemmelig over at være i live.
Afslutning sker ved at gæsten igen går ind i dampen, skyller sig, derefter går han til midterrummet sidder lidt og skyller sig derpå endnu en gang. Denne tilbagevenden til normal temperatur skal foregå så langsomt som muligt. Når gæsten omsider er klar, kommer assistenten med rene håndklæder og det er nu tid til at sidde i den smukke forhal og snakke, ryge vandpibe og få et glas the.
Som nyfødt går gæsten efter flere timers badning til bademesteren, betaler og giver drikkepenge til assistenterne og går ud i verden igen".
Et bad med det hele koster 55-60 kroner.
|