Israel og Jordan - de bedste fjender

Den nuværende stat Jordan balancerer altid mellem alle sine ulige venner og fjender.                                     Jordan er det arabiske land med den længste grænse mod Israel, og mellem dem og i dem lever 6 millioner palæstinensere, som opfatter såvel Jordan som Israel, som forhindringer på vejen mod selvstændighed. Rundt om ligger de mange andre arabiske lande, som, med undtagelse af de konservative golfstater, i hvert fald retorisk støtter palæstinenserne, og ustandselig lægger pres på Jordan for at det skal presse Israel til indrømmelser.
De jordanske konger har altid balancerer med et ben i hver lejr - mere eller mindre heldigt. ”Gaden” i Jordan og i andre dele af Mellemøsten er overvejende imod kongens forbindelser med Israel. Men Israel kan til enhver tid udslette Jordan og, USA som hvert år betaler store summer til at holde den jordanske økonomi flydende, står på Israels side. I den kolde krigs tid var amerikanerne meget ivrig for at holde Jordan fri for kommunistiske eller radikal indflydelse fra især Syrien og Egypten. Det udløste en lidt strøm af dollars.
Efter den kolde krigs ophør fortsatte varme krige i Golfområdet. Amerikanerne havde brug for jordanerne som brobyggere og budbringere, og i fredsbestræbelserne mellem Israel og palæstinenserne indtog Jordan også en afgørende rolle som brobygger. Når kong Hussein hældede for meget til den arabiske side, som fx da han holdt sig ude af den først golfkrig, lukkede dollarstrømmen, med katastrofale følger for kongerigets økonomi.
Der er utallige andre situationer, hvor den vanskelige jordanske situation bliver tydelig. Man kan vist sige, at det er en permanent tilstand.
  
Israel og Jordan har fælles oprindelse

 

Begge lande blev skabt ud af 1. verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud. De blev skåret ud af Storsyrien blev først britiske mandater og dernæst selvstændige stater lige efter 2, verdenskrig.
Det britiske mandat omfattede det område der nu er Israel og Jordan, og da briterne besluttede at skille Transjordanien ud, var der stærke jødiske protester. Landet øst for Jordanfloden var engang del af det lovede land og en del af Davidsriget. Østjordanlandet rummer mange steder nævnt i Det gamle Testamente - her drog Moses igennem med sit folk, her skulle han være død og er begravet i Jordan. Ingen ved dog hvor.
Transjordanien som det hed indtil 1946 har ingen historisk, folkelig eller sproglig rod, det blev alene skabt af briterne af praktiske årsager. De zionistiske jøder var dengang ikke stærke nok til at forhindre delingen, og således blev der skabt to stater, som forblev forbundne uden nogensinde at blive venner – de var og forblevet ”de bedste fjender”.
Efter uafhængigheden af Storbritannien i 1946 og 48 har de to staters forbundethed viset sig ubønhørligt med Israel som den stærke og Jordan som den svage part. Det er et eksistensvilkår for Jordan, at Israel kan knuse det til enhver tid, og den Jordanske politik må altid tilrettelægges under dette vilkår.

Fælles fjende: de militante palæstinensere


Israels uafhængighedskrig 1947 til 1948 blev et vendepunkt også for Jordan, idet det fik herredømme over det vi kaldet Vestbredden, beboet af palæstinensere fortrinsvis bønder. Mange palæstinensere var flygtet fra det områder der blev Israel til Vestbredden. De kom nu under jordansk herredømme, hvad mange fandt var et forræderi, idet FN resolutionen om deling af Palæstina omfattede en selvstændig palæstinensisk stat. Den jordanske konge Abdullah den 1. så derimod anneksionen af Vestbredden, som et skridt på vejen til den arabiske enhed, som var hans livsmål. Kongen betalte med sit liv, idet en palæstinensisk patriot skyd og dræbte ham i 1951.
”Det palæstinensiske spørgsmål” er en stadig trussel mod begge landes stabilitet og tvinger dem til at samarbejde oftest i det skjulte. Alle jordanske konger har samarbejdet med Israel ofte hemmeligt, fordi Jordan hele tiden har været under pres fra andre arabiske lande, som ser palæstinensernes sag som alle araberes sag (det sagde/siger de i hvert fald). Jordan sidder i klemme mellem Israel, palæstinenserne, Vestmagterne Storbritannien eller USA, som betaler og andre arabiske stater. At balancere mellem disse interesser er vilkåret for alle jordanske ledere.
Et eksempel, der illustrerer problemstillingen:
Jordan mistede Vestbredden til Israel i krigen i 1967, men måtte modtage hundredtusinder af palæstinensiske flygtninge. Mellem flygtningene var der udviklet stærke militære grupper, som angreb Israel fra Jordansk territorium. Israel svarede igen med luftangreb, som skabte store problemer i Jordan. I 1970 var palæstinenserne blevet en intern trussel mod regimet og det udviklede sig til borgerkrig. Jordans eksistens var truet, skulle det omdannes til en palæstinensisk stat med front mod Israel? Den jordanske konge og den israelske ledelse var igen forenede i deres modstand mod militsernes voksende magt. Andre arabiske lande først og fremmest Syrien støttede den palæstinensiske side og sendte tropper og kampvogne ind i Jordan.  I denne desperate situation anmodede den jordanske konge om israelsk luftstøtte. Truslen fra de israelske fly fik de syriske styrker til at trække sig tilbage.
Konge genvandt med sin hær, som fortrinsvis er af beduinsk oprindelse, og ved  israelsk hjælp herredømmet over sit land, deres fælles fjende de militante palæstinensere blev fordrevet til Libanon, og den arabiske splittelse var udstillet.
Hver gang der er krige i Mellemøsten kommer kongemagten i klemme mellem sine vestlige beskyttere (og betalere) og de mere radikale arabiske lande og befolkninger også i Jordan selv.