rejsebasar

Etniske og religiøse grupper i Libanon	En libanesers identiteter? Først kommer familien eller klanen, som hører til et bestemt område eller landsby, dernæst det religiøse tilhørsforhold og den sociale og erhvervsmæssige gruppe. På disse præmisser bygger hans politiske muligheder og holdninger. Han kan identificere sig med sine arabiske naboer, og se Libanon som en del af den arabiske verden, eller hans blik kan være vendt mod vesten fortrinsvis Frankrig, og der finde sin identitet og beskytter. Og som den sidste og mest omdiskuterede identiteten - som borger i Libanon?
Der er 18 anerkendte trossamfund i landet, de har det til fælles, at de alle er minoriteter. Der har ikke været afholdt folketælling siden 1932, så ingen kender den nøjagtigt fordeling af de forskellige grupper. Det formodes med stor sikkerhed, at kristne nu er i mindretal, medens shiiterne sandsynligvis er den største enkeltgruppe.
Kristne grupper Maronitter den største og mest magtfulde kristne gruppe. Tilsluttede sig i 1736 den romersk katolske kirke, men beholdt egen struktur og liturgi. Maronitter er en af de mange kristne kirker, der opstod under og efter de kristologiske stridigheder i oldtiden. (se her) Ifølge forfatningen skal præsidenten være maronit. Maronittisk kirke	Maronitter vender sig imod den arabiske identitet og knytter an til den fønikiske kultur, helt uden hold i historiske forhold! Det bliver udtrykt som en ”middelhavs” kultur. En anden del af mytologien er at maronitter er franske. Det går tilbage til korstogene, som maronitterne bød velkommen, og til jesuitterne i 1600 tallet og til de mange handels- og kulturforbindelser fra midt 1800-tallet. Borgerkrigen i 1860 gjorde det livsnødvendigt for maronitter at have Frankrig som beskytter, en rolle som landet villigt påtog sig. Maronitter har domineret området fra slutningen af 1800-tallet. Det kulminerede med dannelse af den Libanesiske stat i 1920 - som en kristen enklave i den muslimske verden. Fransk blev sproget, man talte i den maronittiske overklasse – arabisk kun med tjenestefolk og i basaren! Kristne soldater: Maronitten Gemayel dannede i 1937 efter tysk forbillede ”Falangen”, en privat kristen hær. Den kom til at spille en hovedrolle i borgerkrigen Alle kristne grupper må forholde sig til det faktum at de er omgivet af den arabiske og muslimske kultur. Det har betydet frygt for at blive forfulgt og opslugt, og denne frygt har været en vigtig drivkraft for at søge stærke forbindelser med vesten og for udvikling af private hære. Maronitter føler i nogen grad et skæbnefællesskab med Israel. Under borgerkrigen arbejdede den israelske hær sammen med Falangen mod især palæstinenserne. De kristne var før borgerkrigen 1976-90 den førende samfundsgruppe både politisk og økonomisk, en position som blev forsvaret med alle midler.
De forskellige religiøs/etniske grupper lever stort set adskilt. Ofte markerer de deres "territorium" med iøjnefaldende monumenter, som her Jomfru Maria på en klippetop ved indgangen til det maronitdominerede bjergområde. "Dette er kristent land"
Græsk katolske eller Melkiter	Denne gruppe har beholdt sine ortodokse ritualer, men er knyttet til den katolske kirke med paven i Rom som overhoved.
Græsk ortodokse.	Denne mindre gruppe har accepteret at høre til den arabiske verden.
Armenere	Under 1. verdenskrig flygtede mange armenere til Libanon og Syrien. Den armenske kirke er blandt de ældste kirkesamfund i verden.
Andre mindre samfund bl.a.Nestorianere og Kaldæere	Mindre kristne kirker der er blevet ”ladt tilbage” efter oprydning efter de store kampe om Kristi natur. (de kristologiske strid se…)
Protestander	I 1800-tallet kom mange vestlige missionærer til området. De kom i høj grad til at stå for undervisning i de bedste skoler og universiteter.
Druserne bliver sommetider regnet blandt muslimer, de anser sig selv for et særskilt trossamfund med egne hellige og hemmelige bøger. De er en gren af shia islam, som i tusindtallet kom til Shufbjergene fra Egypten. Her udviklede de en lukket og hemmelig religion, som blandt andet inkluderer reinkarnation, hvilket får andre muslimer til at kalde dem vantro eller hedninge. Religionen er mystisistisk og de hellige bøgers indhold kendes kun af de indviede få. (ca. 10% af den mandlige befolkning). Druserne bor traditionelt i ufremkommelige Shuf bjerge sydøst for Beirut, hvor de har udviklet en stolt, stærkt og bevæbnet nationalisme. De er frygtet som nådeløse i forsvar af deres bjergområde. De drusiske bevæbnede grupper spillede en hovedrolle under borgerkrigen mellem 1975 til 1990. De udgør ca. 6 % af Libanons befolkning. Der bor også drusere i Syrien og Israel.	Drusiske mænd går traditionelt i disse særprægede bukser med "hængerøv" .
Muslimer: Sunni Flertallet af Libanons muslimer er sunni muslimer, men disse er også delt efter etnisk oprindelse, så man kan ikke kalde det én gruppe. Fx er palæstinenserne også sunnimuslimer, men bestemt ikke de libanesiske sunnimusliners "venner". Der lever også alavitter, ismailitter og andre mindre muslimske samfund. (om muslimske grupper se her) Shiiter og palæstinensere er på bunden af samfundet både økonomisk og med hensyn til politisk magt.. Shiiter er mange steder i Mellemøsten underklasse - også i Libanon. De bor traditionelt i den sydlige del af landet, men Israels kraftige bombardement af området har fået mange til at flygte til Beiruts slum og til de nordlige dele af Bekaa dalen. Det er blandt shiiter, at Hizbullah hverver sine medlemmer.	Minareter rejser sig blandt husene i de muslimske kvartere.
Langs gaderne i de hizbollah dominerede områder hænger billeder af lederne og af deres martyrer. Flagene har en Kalasnikov og en knyttet hånd som motiv.	Palæstinensere I forbindelsen med krigene mellem Israel og dets naboer flygtede mange palæstinensere til det sydlige Libanon og videre til Beiruts slum. I dag er der omkring en halv million. De fleste lever under kummerlige forhold uden borgerlige rettingheder. Palæstinenserne er en forhadt gruppe, fordi deres tilstedeværelse betyder politisk uro og israelske angreb. Plakat med afdøde leder Arafat og den nuværende Abas.