Jordans dannelse

Ordet Jordan betyder: at flyde nedad. Før 1. verdenskrig var der ingen, der drømte om at der skulle skabes en stat i det øde og ressourcefattige område vi i dag kender som Jordan: der var ingen større byer, og ingen større samfund, der havde en samlet forestilling om selvstændig stat. Den sparsomme befolkning (måske 200 000) var dels bønder i nord, dels nomader eller seminomader, der levede efter deres helt egne regler. Det osmanniske (tyrkiske) storrige havde en vis indflydelse i de områder, hvor fastboende bønder skulle betale skat, men i ørkenområderne mod øst og syd herskede stammesystemer stort set udenfor osmannernes rækkevidde. Der var ikke noget at komme efter! At området var ganske uinteressant kan man bl.a. se af, at der stort set ikke er nogen viden om området mellem 1500 indtil de sidste årtier af 1800 tallet. De få europæere, som rejste i landet i 1800 tallet, var mest optaget af området som en del af den bibelske fortælling om jødernes vandringer i og erobring af området. Her havde Moses vandret og kong David hersket!
1908 blev jernbanen mellem Damaskus og Medina åbnet for at pilgrimme kunne komme hurtigere til de hellige steder og for at embedsmænd kunne få en vis kontrol. Hijaz jernbanen går gennem området og omkring den udviklede der sig minde bysamfund og en vis handel. Nomaderne brød sig ikke om banen, der gjorde deres service til kamelkaravanerne til Mekka overflødig. I 1. verdenskrig blev jernbanen vigtig og dermed et vigtigt kampområde. ( filmen ”Lawrence of Arabia” handler bl.a. om kampen om jernbanen). De briterne efter svære kampe endelig havde besejret tyrkerne opstod spørgsmålet: ”hvad nu med disse områder?” Der var flere interresenter med helt forskellige dagsordner. Briterne, franskmænd, jødiske bosættere, Ibn Saud og Hasemitterne og så de derboende stamme sheiker. Ingen af parterne kæmpede for en selvstændig Jordansk stat. Jordan blev til som en stødpude mellem de stridende parter, hvad landet på sin vis stadig er. Efter 1. verdenskrig på San Remo konferencen i 1920 delte Storbritannien og Frankrig krigsbyttet mellem sig, således at Frankrig fik Syrien/Libanon englænderne tog Irak og Palæstina, som på daværende tidspunkt også indeholdt det område der senere blev Jordan. Det jordanske område blev slet ikke nævnt, hvad der vidner om at det ikke blev set som væsentligt. Så området blev overladt til sig selv. Magttomrum kalder imidlertid på at blive fyldt ud. Mod syd på den arabiske halvø rasede kamp om magt mellem al- Saud klanen og den hidtidige hersker over Mekka sherif Hussein overhoved for Hashemite klanen. Han kaldte sig selv arabernes konge, hvis opgave det var at samle og regerer over araberne. Hans søn Faisal var i en kort periode konge i Syrien og det blev set som en begyndelse på den arabiske samling. Imidlertid kæmpede Ibn Saud med held for at samle folkene på den arabiske halvø under sig. Begge parter mente at have krav på ”Jordan”. Sherif Husseins søn Abdullah marcherede med en mindre styrke ind i den sydlige del af landet for at gøre sit krav gældende. Frankrig mente at det jordanske område var en del af Storsyrien og den evigt rivalisering med Storbritannien truede med at udfolde sig i området. Grænserne for den jødiske tilstedeværelse i Palæstina var også uklar. Jøderne mente at landet øst for Jordanfloden var en del af det lovede land. Det havde jo engang været en del af Davidsriget. Der måtte altså gøres noget! ”I created Transjordanien with the stroke of a pen on a Sunday afternoon in Cairo” En noget flot formulering fra Winston Churchill, der var blevet koloniminister i Storbritannien – men hel løgn er det nu heller ikke. I 1921 samlede Storbritannien sine Mellemøstfolk til en konference i Cairo, for at få orden på forholdene. Finanserne var i en miserabel forfatning og der manglede soldater til at styre det store imperium, så Churchill skulle finde en billig løsning, som også tilgodeså Storbritanniens interesser. Abdullah var i landet med en mindre styrke, så i stedet for en kostbar besætte af landet blev opgaven overdraget en mand som ikke havde nogen historisk forbindelse med området. Ordningen skulle gælde i foreløbig 6 måneder, men endte efter utallige vanskeligheder med at blive permanent. (Abdullah er den nuværende konges oldefar). Transjordanien blev skilt ud fra Vestjordanlandet trods jødernes kraftige protester, og landets grænser blev trukket under Churchills ledelse. Det fortælles at han havde spist og drukket en rigelig frokost og derfor går Jordans sydgrænse op og ned –kaldet ”Churchill’s Hiccup”, men det nok en skrøne. Grænsen mod Saudi området blev konstrueret, så den vitale Wadi Sirham blev hos saudierne. Det underlige skaft mod nordøst var en væsentlig forbindelsesvej mellem de britiske områder i Palæstina og Irak, så der også var en landforbindelse til Indien, og spærre for franske ambitioner. Der har været flere grænse revisioner siden, fx blev grænsen mellem Saudiarabien og Jordan revideret i 1965, så Jordan fik en længere kyst med Aqababugten. (Grænsen mod Israel er et helt kapitel for sig). Abdullah havde håbet på at opfylde Hahemitiske drøm om at forene araberne og blive konge i Damaskus. I stedet for blev har regent under britisk kontrol i et fattigt område, som i hans øjne kun var et springbræt for den storarabiske drøm. Jordan var et produkt af europæisk kolonialisme. Det måtte opfindes som nation 1920-erne – en proces der langtfra er fuldendt.

Jordans dannelse

Ordet Jordan betyder: at flyde nedad.

Før 1. verdenskrig var der ingen, der drømte om at der skulle skabes en stat i det øde og ressourcefattige område vi i dag kender som Jordan: der var ingen større byer, og ingen større samfund, der havde en samlet forestilling om selvstændig stat. Den sparsomme befolkning (måske 200 000) var dels bønder i nord, dels nomader eller seminomader, der levede efter deres helt egne regler.

Det osmanniske (tyrkiske) storrige havde en vis indflydelse i de områder, hvor fastboende bønder skulle betale skat, men i ørkenområderne mod øst og syd herskede stammesystemer stort set udenfor osmannernes rækkevidde. Der var ikke noget at komme efter!
At området var ganske uinteressant kan man bl.a. se af, at der stort set ikke er nogen viden om området mellem 1500 indtil de sidste årtier af 1800 tallet.
De få europæere, som rejste i landet i 1800 tallet, var mest optaget af området som en del af den bibelske fortælling om jødernes vandringer i og erobring af området. Her havde Moses vandret og kong David hersket!

1908 blev jernbanen mellem Damaskus og Medina åbnet for at pilgrimme kunne komme hurtigere til de hellige steder og for at embedsmænd kunne få en vis kontrol. Hijaz jernbanen går gennem området og omkring den udviklede der sig minde bysamfund og en vis handel. Nomaderne brød sig ikke om banen, der gjorde deres service til kamelkaravanerne til Mekka overflødig.

I 1. verdenskrig blev jernbanen vigtig og dermed et vigtigt kampområde. ( filmen ”Lawrence of Arabia” handler bl.a. om kampen om jernbanen). De briterne efter svære kampe endelig havde besejret tyrkerne opstod spørgsmålet: ”hvad nu med disse områder?” Der var flere interresenter med helt forskellige dagsordner. Briterne, franskmænd, jødiske bosættere, Ibn Saud og Hasemitterne og så de derboende stamme sheiker. Ingen af parterne kæmpede for en selvstændig Jordansk stat.
Jordan blev til som en stødpude mellem de stridende parter, hvad landet på sin vis stadig er.

Efter 1. verdenskrig på San Remo konferencen i 1920 delte Storbritannien og Frankrig krigsbyttet mellem sig, således at Frankrig fik Syrien/Libanon englænderne tog Irak og Palæstina, som på daværende tidspunkt også indeholdt det område der senere blev Jordan. Det jordanske område blev slet ikke nævnt, hvad der vidner om at det ikke blev set som væsentligt. Så området blev overladt til sig selv. Magttomrum kalder imidlertid på at blive fyldt ud. Mod syd på den arabiske halvø rasede kamp om magt mellem al- Saud klanen og den hidtidige hersker over Mekka sherif Hussein overhoved for Hashemite klanen. Han kaldte sig selv arabernes konge, hvis opgave det var at samle og regerer over araberne. Hans søn Faisal var i en kort periode konge i Syrien og det blev set som en begyndelse på den arabiske samling. Imidlertid kæmpede Ibn Saud med held for at samle folkene på den arabiske halvø under sig. Begge parter mente at have krav på ”Jordan”. Sherif Husseins søn Abdullah marcherede med en mindre styrke ind i den sydlige del af landet for at gøre sit krav gældende.
Frankrig mente at det jordanske område var en del af Storsyrien og den evigt rivalisering med Storbritannien truede med at udfolde sig i området.
Grænserne for den jødiske tilstedeværelse i Palæstina var også uklar. Jøderne mente at landet øst for Jordanfloden var en del af det lovede land. Det havde jo engang været en del af Davidsriget.
Der måtte altså gøres noget!

”I created Transjordanien with the stroke of a pen on a Sunday afternoon in Cairo”
En noget flot formulering fra Winston Churchill, der var blevet koloniminister i Storbritannien – men hel løgn er det nu heller ikke.
I 1921 samlede Storbritannien sine Mellemøstfolk til en konference i Cairo, for at få orden på forholdene.
Finanserne var i en miserabel forfatning og der manglede soldater til at styre det store imperium, så Churchill skulle finde en billig løsning, som også tilgodeså Storbritanniens interesser.
Abdullah var i landet med en mindre styrke, så i stedet for en kostbar besætte af landet blev opgaven overdraget en mand som ikke havde nogen historisk forbindelse med området. Ordningen skulle gælde i foreløbig 6 måneder, men endte efter utallige vanskeligheder med at blive permanent. (Abdullah er den nuværende konges oldefar).
Transjordanien blev skilt ud fra Vestjordanlandet trods jødernes kraftige protester, og landets grænser blev trukket under Churchills ledelse.
Det fortælles at han havde spist og drukket en rigelig frokost og derfor går Jordans sydgrænse op og ned –kaldet ”Churchill’s Hiccup”, men det nok en skrøne.
Grænsen mod Saudi området blev konstrueret, så den vitale Wadi Sirham blev hos saudierne. Det underlige skaft mod nordøst var en væsentlig forbindelsesvej mellem de britiske områder i Palæstina og Irak, så der også var en landforbindelse til Indien, og spærre for franske ambitioner.
Der har været flere grænse revisioner siden, fx blev grænsen mellem Saudiarabien og Jordan revideret i 1965, så Jordan fik en længere kyst med Aqababugten.
(Grænsen mod Israel er et helt kapitel for sig).

Abdullah havde håbet på at opfylde Hahemitiske drøm om at forene araberne og blive konge i Damaskus. I stedet for blev har regent under britisk kontrol i et fattigt område, som i hans øjne kun var et springbræt for den storarabiske drøm.

Jordan var et produkt af europæisk kolonialisme. Det måtte opfindes som nation 1920-erne – en proces der langtfra er fuldendt.