Kristendom og kristne i
Levanten
I Ny Testamente fortælles om Paulus vision:
”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten, og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger.”
Apostlenes gerninger kapitel 9 vers 1-5.
Den romersk katolske pave afbilledet foran den store moske i Damaskus. Plakat fotograferet i Damaskus 2008.
”I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen, i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.«”
Apostlenes gerninger kapitel 9 vers 10-12.
Saul blev så døbt og fik navnet Paulus. Han blev den første missionær, der omvendte ikke-jøder.
Efter at Jesus var blevet henrettet af romerne flygtede hans tilhængerne ud af Jerusalem og slog sig ned, hvor de troede sig i sikkerhed bl.a. i Damaskus.
Det er begyndelsen til kristendommen i Mellemøsten udenfor Israel.
Omkring år 50 kom Saul (som fik navnet Paulus, da han blev døbt) til Damaskus for at forfølge og straffe de frafaldne jøder, de der bekendte sig til Jesus som Messias. I Ny Testamente i Apostlenes Gerninger får vi altså at vide, at der var en kristen menighed i Damaskus, og at de blev forfulgt af andre jøder.
I flere hundrede år var kristendommen er undergrundsbevægelse, dels af frygt for jøder dels af frygt for romerne, og skjulte menigheder opstod i byerne oftest blandt de mindrebemidlede.
Menighederne fik besøg af missionærer, som forsøgte at holde troen indenfor visse rammer. Det lykkedes ikke altid, da der manglede fælles rammer.
Der var ingen fælles hellig skrift, ritualer eller ledelse. Så troen blev blandet op med alskens lokale traditioner og overtro. Menighederne havde deres egne samlinger af beretninger om Jesus, breve fra grundlæggeren af deres menighed og blandt jødiskkristne brugte man stadig det gamle testamente som hellig skrift.
(Der kendes i dag næsten 40 evangelieskrifter eller fragmenter af sådanne).
Det var noget værre rod, så fra omkring år 100 er der vidnesbyrd om forsøg på autoritetsudvikling. Der blev valgt biskopper i de største menigheder, og Antiocia, Damaskus og Alexandria i Egypten blev de vigtigste.
Omkring år 100 lyder beskeden:
”Vælg jer biskopper og diakoner, som er Herren værdige, sagtmodige, ikke pengeglade, men pålidelige og prøvede mænd. For de udfører også profet- og lærertjeneste for jeg. Se dem ikke over hovedet, for de har æresposter hos jer på linje med profeterne og lærerne.”
”De tolv apostles lære” fra ca., 100.
Striden om kristi natur
At samle og definere den kristne tro blev ingen let sag, og den er aldrig lykkedes. Menighederne fik lokalt præg og hvad der var ret tro gav anledning til mange stridigheder.
I løber af 3. århundrede udviklede striden om ”Kristi natur” sig, og de forskellige holdninger førte til splittelser, som består den dag i dag. Der var også fortsat strid om hvilke tekster der burde optages i en kristen kanon, så der var ikke ét nyt Testamente, men mange.
De kristne kaldte hinanden kættere på kryds og tværs, og mange teologer skrev for og imod de forskellige synspunkter. Stridighederne førte gennem de næste 2 hundrede år til forfølgelser, drab og tortur.
Romermagten havde ind imellem forfulgt de kristne, anklaget dem for at være illoyale overfor staten, fordi de som regel ikke ville tilbede kejserens billede. Det var en politisk forbrydelse ikke en religiøs. Romermagten blandede sig ikke i de mange folkeslags religiøse liv.
Omkring 300 var kristendommen i dens mange former blevet den største religion i Romerriget og i 313 blev den en ”tilladt religion”.
Kejser Konstantin øjnede i kristendommen chancen for en ny samlende kraft i det stærkt plagede rige, men så måtte man jo også vide, hvad kristendom er!
I 325 indkaldte kejseren til et stort kirkemøde (koncil) i Nikaea, og her skulle biskopper fra alle de store kirker blive enige om hvad ret kristendom var, og dermed også hvad det ikke var!
De sejrende biskopper vedtog at Kristus har to ligestillede naturer, så de grupper der troede noget andet blev nu forfulgt som kættere.
En række kristne menigheder i rigets udkanter overlevede kirkens forfølgelser, og adskillige lever stadig.
I 380 blev kristendom Romerrigets officielle religion og i 391 blev andre religioner forbudt. Kirke og statsmagten var blevet bundet sammen.
Ananias kapellet i Damaskus, en af verdens ældste kirkerum fra begyndelsen af 300-tallet. Det siges at den er bygget på det sted, hvor Ananias hus stod.
Kirken er stadig i brug.
Kristologisk strid. Nogle hovedsynspunkter i de kristologiske stridigheder. Der findes dog adskilligt flere og mange mellempositioner. Arianisme - Kristi guddommelighed afvises 2. og 3. århundrede kulminerede med den arianske strid.Kristus tilhører skabelsen. Er et mellemvæsen mellem Gud og menneske. Doketisme - Kristi menneskelighed afvises (2.årh) Kristus tog blot bolig i et menneske, som han havde forladt inden korsfæstelsen; korsdøden har derfor ingen frelsende betydning. Kødets opstandelse benægtes. Kun menneskets sande åndelige jeg kan frelses. Foragt for den timelige verden. Nestorianisme - Kristi guddommelighed nedtones (5.årh) Nestor, 5. årh. Antiokia. De to naturer holdes ude fra hinanden for ikke at forulempe den guddommelige side. Fare: personens enhed ophæves. Der er en kløft mellem menneskeligt og guddommeligt. Dvs. ikke en egentlig enhed. De anklagedes for at fornægte Kristi guddommelighed. Monofysitisme - Kristi menneskelighed nedtones (5. årh) Af græsk: "monos fysis". Alexandria. Lader Kristi guddommelighed dominere. Fare: menneskelighed, dvs. inkarnationen mister betydning. Kristus udgør efter inkarnationen en natur.
|
Malula
Nord for Damaskus, i hvad der engang var vanskeligt tilgængeligt område, findes et område, hvor befolkningen er overvejende kristne og siges at tale aramæisk, det sprog man talte på Jesu tid. Befolkningen lever af et beskedent landbrug, af frugtavl og af vindyrkning. Selv i denne lille by med kun ca. 5000 indbyggere er de kristne delt mellem græsk, melkitisk katolsk som er under paven i Rom og græsk ortodoks under patriarken i Damaskus.
De to slags kristne har hver sit kloster og hver sine kirker i byen. Sergiosklostret er det mest besøgte. Klosterkirken, der er en af de ældst bevarede kirkebygninger i verden, er bygget mellem 313 og 325.
Klostret er stadig i brug og præsterne betjener pilgrimme og holder foredrag for de mange turister.
Eneboer bevægelser
I 400 tallet dukker endnu en bevægelse op, som bidrager til det brogede billede af kristendommen.
Ensomhed i ørkenen blev tiltrækkende for mange mænd, trak sig tilbage til ensomme områder for at slippe for fristelserne i civilisationerne men gennem meditation og bøn at forberede sig på livet hindsides.
Nogle borede i huler eller på toppen af en søjle medens andre slutter sig sammen og danner klostersamfund i øde egne. er – efter en legende – bygget, hvor en ætiopisk prins levede som eneboer i en hule.
Klosteret blev grundlagt i 6. århundrede knyttet til den assyriske kristendom. Den nuværende kirke er fra 11. århundrede, og der er bevaret fornemme kalkmalerier.
Mar Musa klostret i den syriske ørken 
Simon Søjlehelgen
”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaber og begæringer.”
(Paulus brev til Galaterne 5. vers 24.)
I 400-tallet blev mange grebet af at ville følge Paulus råd, om at flygte fra den kødelige verden med alle dens fristelser, Satan forsøgte til stadighed at lokke med alt det, der gør livet behageligt.
At korsfæste kødet blev af nogen taget helt bogstaveligt som Simons eksempel viser.
Simon blev født ca. 390 som søn af en fattig hyrde. Han blev grebet af kristendommens i dens asketiske form, og allerede som 16-årig gik han i kloster. I fastetiden drev han det så vidt, at han mistede bevidstheden. I klosteret opdagede man, at han ud over ikke at indtage mad eller drikke også havde bundet et reb så stramt om livet, at det tog flere dage at løsne det. Det var for meget, og Simon fik besked på at forlade klosteret.
Han gik ud i ørkenen og pålagde sig selv mange former for kropslige lidelser, samtidig med at han drev fasten til det yderste.
Rygtet om den hellige mand nåede vidt omkring og pilgrimme kom til han i stort tal, og forstyrrede hans asketiske liv.
Nu forsøgte han at flygte opad, og han fandt sin første søjle. Da den viste sig ikke at være høj nok, byggede hans tilhængere en ny og meget højere måske 15-20 meter. På en platform og bag et gelænder levede han de næste 39 år.
Pilgrimme kom i stigende tal til ham for at få hans velsignelse, trøst og gode råd. Der var altså ingen vej uden om, og han måtte besvarede spørgsmål hver eftermiddag. Selv kejseren i Konstantinopel bad om hans mening og hans svarbreve er bevaret.
Han døde i 459 og blev straks erklæret som helgen, og bliver fejret både i øst - og i vest kirken.
Patriarken i Antiochia måtte udkommandere 600 soldater for at Simons lig ikke skulle blive flået og spredt som relikvier blandt hans tilhængere.
Simeon klosteret
Rundt om søjlen, hvoraf der nu kun er en lille stump tilbage, blev der bygget et ”martyrion” som stod færdigt i 492.
Det består af en ottekantet bygning med fire arme som et kors.
I den østlige kors arm blev der indrettet et kirkerum.
Syd armen har ud mod den 200 meter lange gård en storslået portal.
Med til komplekset hører også resterne af selve klosteret.
Ved indgangen findes et babtisterium, hvor konvertitter kunne blive døbt før de kom ind i det indviede område.
Udenfor muren var der værelser til pilgrimme.
Ruinerne ligger ca. 50 kilometer nord for Aleppo
Madaba i det nordlige Jordan
I romersk og byzantinsk tid var byen en vigtig administrativ by, og i 5. til 8. århundrede var det et vigtigt bispedømme og der blev bygget 15 kirker. Kirkerne og rige menneskers huse blev dekoreret med mosaikker efter antikt forbillede.
Motivvalget var naturen, jagtscener, antik mytologi og landkort, det mest berømte et kort over det nære østen og andre lokaliteter. Der er forbavsende få bibelske billeder. Det skyldes måske, at håndværkerne arbejdede efter en håndbog med skabeloner lavet efter de store antikke mestre.
Det berømte kort i Saint George kirken.
Mosaikken stammer fra omkring 560.
Mosaikskolen i Madaba har udarbejdet en meget instruktiv hjemmeside om det berømte kort og dets mange detaljer.
http://mosaicartsource.wordpress.com/2006/12/31/marble-mosaic-jordan/
Byen og mosaikkerne overlevede både den persiske og den islamiske erobring. Men under en voldsom billedstrid indenfor kirken gik mange mosaikker til.
Arabisk erobring i 600-tallet.
Da området blev erobret af Muhammeds efterfølger i 630-erne var befolkningen kristne, de fleste ortodokse. Islam har traditionelt respekt for kristne som ”bogens folk”, og det blev ikke forsøgt at tvangsomvende nogen. Med tiden gik mange over til Islam, og omkring år 1000 var muslimer i flertal.
I dag anslås det at ca.10 % af befolkningen er kristen, flere i Syrien end i Jordan.
De kristne fordeler sig i mindst 10 forskellige kirkesamfund, der alle har deres oprindelse i oldtidens stridigheder.
Græsk, syrisk, armensk og assyrisk ortodokse og græsk, syrisk, armensk, maronitisk, latinsk og kaldæisk katolske.
Senere kom der varianter af protestantisme til, og sidst er der kommet et antal amerikansk vækkelsesbevægelser bl.a. Jehovas Vidner