Landskabernes geologi
De dramatiske landskaber i Petra og i Wadi Rum er resultat af årmillioners enorme
Kræfter, som har skubbet og trukket bjerge og dale i landskaberne, og hvor jordskælv har hærget og erosion til stadighed omformer landskabet.
To af jordklodens store plader den afrikanske og den arabiske glad gennem millioner af år fra hinanden og imellem dem dannedes en enorm kløft der i dag strækker sig 6000 kilometer fra Syrien i nord til Mozambique i syd.
Den dybe kløft skiller Bekar dalen i Libanon fra Anti-libanon bjergkæden i Syrien. Længere sydpå danner den Tiberia søen, Det døde Hav og Aqababugten. Den drejer så mod syd i Det røde Hav og fortsætter langt ned i Afrika.
Når de to plader bevæger sig væk fra hinanden dannes der på begge sider foldede bjerge. I selve bruddet vil der være stor vulkansk aktivitet med aflejring af basalt til følge. Jordskælv præger stadig regionen
Vandstanden steg og faldt og i den proces blev der aflejret store mængder kalksten, som kan ses overalt i Jordan og i Syrien. Kalkstenene har forskellige farver afhængig af, hvilke mineraler de indeholder. I Petra er de ofte flammende røde farvet af jern forbindelser.
Jordskorpens bevægelser har foldet lag af grundfjeld, kalk og basalt, så det der engang lå vandret nu undertiden står helt lodret, og giver det nuværende landskab dets karakteristiske former.
Hele området blev væltet mod øst, så bundet blev vendt op imod vest. Der betyder at man kan se granit grundfjeldet på overfladen i fx Wadi Rums østlige side. Længere østpå i wadien er granitten ikke synlig.
De store bevægelser fik områderne til at foldes op, sprække og her dannes de mange wadier deriblandt Wadi Rum.
Man må forestille sig at de karakteristiske klippeformationer er hvad der er tilbage efter årmillioners erosion. Klipperne, som vi ser i dag, er ikke skudt op med slidt ned – en proces der hele tiden fortsætter.Erosion gnaver i de oprindelige strukturer og har skabt
og skaber det fantastiske sceneri. Erosion i tørre omgivelser forårsages først og fremmest af salt, men vand spiller også en rolle.
Der er salt i luften, og dette lægger sig på klippernes overflade, som det har en stærk nedbrydende virkning på (det korroderes). De få, men meget kraftige regnskyld løber hurtigt af og klippen tørre. Vandet løber imidlertid helst i sprækkerne, og disse uddybes medens klippevæggen nedbrydes af salt.
Saltet æder sig ind i klippen mellem sprækkerne, hvis kanter så kommer til at stå frem, og der opstår det man kalder ”tafooni” eller vinduer.
Dele af klippen f ørnes på denne måde, og når de kraftige regnskyld kommer vaskes de løse klippestykker ned, og klippen får skørter.
Under vandet kan man se saltaflegringerne som smukke mønstre.
Det døde hav er en del af den store kløft, som løber fra Damaskus i nord til langt ned i Afrika. Da der ikke er noget afløb fra havet bliver det saltere og saltere i dag - omkring 30 procent. Som en prop flyder man ovenpå!
