Untitled Document

Besøg hos ”Den store leder” 14.12.2009
I udkanten af Damaskus blev der i slutningen af 90’erne bygget et kæmpe “mausoleum” eller hvad man nu skal kalde det, over den ”storslåede” krig mod Israel i 1973. Her blev den arabiske histories mest overbevisende sejr vundet over israelerne. Den geniale leder Haffiz al-Assad førte tropperne til en stor sejr over imperialister og zionister. De arabiske hære kæmpede tappert og med stor ære. De indtog det strategisk vigtige Hermondbjerg, skød adskillelige israelske fly ned og jog fjenderne på flugt! Heltegerningen bliver sammenlignet med Saladins sejr over korsfarerne i 1187, hvad et enormt maleri ikke lod tilskuerne i tvivl om. Kæmpe panoramaer viser kampen, og tilskuerne sidder på en balkon som drejer rundt medens der lyder militærmusik og en stemme messer om de sejrrige kampe. Jeg følte mig hensat til de gode gamle ”sovjetdage”, hvor billederne ikke kunne blive store nok og lederne alle så unge, beslutsomme og tapre ud. Al-Assad skuer ud over slagmarken med kort og kikkert liggende foran sig. Hagen skudt lidt frem, blikket stålsat, ryggen rank og uniformen nypresset – sådan skal en stor leder se ud.	Mausolermet er skænket af Nordkorea

(Den gustne historikers bemærkning: godt nok indtog syrerne Hermondbjerget, men tabte det igen kort tid efter, men det melder historien ikke noget om her. Syrien mistede også hele Golanområdet, og selvom de vandt dette ene slag tabte de krigen, så det kunne mærkes). Ankommet til denne katedral, anderledes kan jeg ikke beskrive det, og var straks omringet af et utal af skolebørn, som skulle lære noget om landets ”historie”. Jeg kom til at følges med en stor klasse af 10-11 årige. Et eller andet sagde mig, at jeg for dem var mere interessant end krigen. De kom ustandselig hen til mig med deres 5 ord på engelsk. Medens vi så film flyttede nogen sig stille en stol ad gangen hen mod mig og viskede igen: kontakt, kontakt. En ung mand var blevet sat til at følge mig rundt, han messede remserne om malerierne, filmen, panoramaet og fotografierne af som en anden præst. Jeg begyndte at spørge ham om detaljer og rettede et par fejl - så blev han helt forskrækket, og spurgte om jeg var professor. Det endegyldige spørgsmål nænnede jeg ikke at stille: ”Hvorfor tabte I krigen?”	Det ubrydelige venskab mellem Syrien og Nordkorea!
Slaget bliver genopført på store skærme, medens tilskuerne sidder på en roterende platform, så man får det hele med.	Hvorfor laver de sådan grotesk historieforfalskning? Jeg tror slet ikke det er tænkt som historie, det er en helgenlegende, som der er mange af i både islam og i kristendommen. Al-Assad var en fattig bondesøn fra det nordlige Syrien, som gennem hæren vandt magten i 1970. Han tilhørte den allawitiske retning indenfor shiaislam, som er kættersk set med flertallets øjne. Han kunne ikke legitimere sin magt gennem islam, som fx kongen i Jordan kan. Der måtte bygges en national myte op omkring ham og hans familie, som fortæller om et land i nød og en frelser, der bringer orden og som garanterer at ordenen består. Det er ikke en religiøs orden, men en orden der bygger på personlig karisma og magt, men ikke desto mindre bruger den det religiøse sprog til at bringe sit budskab ud til forket. For hele tiden at gentage familiens betydning, er der billeder af faderen og en eller to sønner overalt. Tronfølgeren, Assads ældste soen, mistede liver, da han i sin Aston Martin overså en rundkørsel - det er jo hvad der kan ske. Altså måtte lillebror Bashir komme hjem fra London og forlade sin øjenlæge gerning for at overtage pladsen. Om det var med eller mod hans vilje vides ikke. På mange billeder ser han ud som om det er en meget tung pligt. Faders vilje er ofte lov på disse kanter! Da den gamle døde i 2000 overtog Bashir magten uden de store problemer. Måske kan man forstå det ud fra syrernes erfaringer. Inden Assat var der et utal af kup, og uro og megen fattigdom. Den stærke mand bragte ro og stabilitet til landet og især i begyndelsen også nogen fremgang økonomisk. Ganske vist er her ikke demokrati, og det hemmelige politi er vist temmelig bestemte, hvis nogen gør tegn til at ville gå imod regimet. Men lader man politikerne om politik, så blander regimet sig ikke i dagligdagen. Så den stabilitet som hersker i landet, er betalt med manglende politisk frihed. Men Syrien er det mest fredelige land i Mellemøsten, så de ved hvad de har, og det kunne være meget værre, mener de fleste. ”Don’t talk politics!” det er det svar man får, hvis man forsøger.

Besøg hos ”Den store leder” 14.12.2009

I udkanten af Damaskus blev der i slutningen af 90’erne bygget et kæmpe “mausoleum” eller hvad man nu skal kalde det, over den ”storslåede” krig mod Israel i 1973.

Her blev den arabiske histories mest overbevisende sejr vundet over israelerne. Den geniale leder Haffiz al-Assad førte tropperne til en stor sejr over imperialister og zionister. De arabiske hære kæmpede tappert og med stor ære. De indtog det strategisk vigtige Hermondbjerg, skød adskillelige israelske fly ned og jog fjenderne på flugt!
Heltegerningen bliver sammenlignet med Saladins sejr over korsfarerne i 1187, hvad et enormt maleri ikke lod tilskuerne i tvivl om. Kæmpe panoramaer viser kampen, og tilskuerne sidder på en balkon som drejer rundt medens der lyder militærmusik og en stemme messer om de sejrrige kampe.
Jeg følte mig hensat til de gode gamle ”sovjetdage”, hvor billederne ikke kunne blive store nok og lederne alle så unge, beslutsomme og tapre ud. Al-Assad skuer ud over slagmarken med kort og kikkert liggende foran sig. Hagen skudt lidt frem, blikket stålsat, ryggen rank og uniformen nypresset – sådan skal en stor leder se ud.

Mausolermet er skænket af Nordkorea

(Den gustne historikers bemærkning: godt nok indtog syrerne Hermondbjerget, men tabte det igen kort tid efter, men det melder historien ikke noget om her. Syrien mistede også hele Golanområdet, og selvom de vandt dette ene slag tabte de krigen, så det kunne mærkes).

Ankommet til denne katedral, anderledes kan jeg ikke beskrive det, og var straks omringet af et utal af skolebørn, som skulle lære noget om landets ”historie”. Jeg kom til at følges med en stor klasse af 10-11 årige. Et eller andet sagde mig, at jeg for dem var mere interessant end krigen. De kom ustandselig hen til mig med deres 5 ord på engelsk. Medens vi så film flyttede nogen sig stille en stol ad gangen hen mod mig og viskede igen: kontakt, kontakt.
En ung mand var blevet sat til at følge mig rundt, han messede remserne om malerierne, filmen, panoramaet og fotografierne af som en anden præst. Jeg begyndte at spørge ham om detaljer og rettede et par fejl - så blev han helt forskrækket, og spurgte om jeg var professor. Det endegyldige spørgsmål nænnede jeg ikke at stille: ”Hvorfor tabte I krigen?”

boerniraekke4

Det ubrydelige venskab mellem Syrien og Nordkorea!

boerniraekke3

Slaget bliver genopført på store skærme, medens tilskuerne sidder på en roterende platform, så man får det hele med.

Hvorfor laver de sådan grotesk historieforfalskning?
Jeg tror slet ikke det er tænkt som historie, det er en helgenlegende, som der er mange af i både islam og i kristendommen. Al-Assad var en fattig bondesøn fra det nordlige Syrien, som gennem hæren vandt magten i 1970. Han tilhørte den allawitiske retning indenfor shiaislam, som er kættersk set med flertallets øjne. Han kunne ikke legitimere sin magt gennem islam, som fx kongen i Jordan kan. Der måtte bygges en national myte op omkring ham og hans familie, som fortæller om et land i nød og en frelser, der bringer orden og som garanterer at ordenen består. Det er ikke en religiøs orden, men en orden der bygger på personlig karisma og magt, men ikke desto mindre bruger den det religiøse sprog til at bringe sit budskab ud til forket.
For hele tiden at gentage familiens betydning, er der billeder af faderen og en eller to sønner overalt. Tronfølgeren, Assads ældste soen, mistede liver, da han i sin Aston Martin overså en rundkørsel - det er jo hvad der kan ske. Altså måtte lillebror Bashir komme hjem fra London og forlade sin øjenlæge gerning for at overtage pladsen. Om det var med eller mod hans vilje vides ikke. På mange billeder ser han ud som om det er en meget tung pligt. Faders vilje er ofte lov på disse kanter!
Da den gamle døde i 2000 overtog Bashir magten uden de store problemer. Måske kan man forstå det ud fra syrernes erfaringer. Inden Assat var der et utal af kup, og uro og megen fattigdom. Den stærke mand bragte ro og stabilitet til landet og især i begyndelsen også nogen fremgang økonomisk. Ganske vist er her ikke demokrati, og det hemmelige politi er vist temmelig bestemte, hvis nogen gør tegn til at ville gå imod regimet. Men lader man politikerne om politik, så blander regimet sig ikke i dagligdagen. Så den stabilitet som hersker i landet, er betalt med manglende politisk frihed. Men Syrien er det mest fredelige land i Mellemøsten, så de ved hvad de har, og det kunne være meget værre, mener de fleste. ”Don’t talk politics!” det er det svar man får, hvis man forsøger.