Shiamuslimernes pilgrimsmoske

11.12.2010

Det var fantastisk vejr her til morgen, solen skinnede fra en absolut skyfri himmel, så det var dagen at komme lidt udenfor byen.
Ca. 12 km. udenfor er der, med iranske penge, bygget et kæmpe shia moske over graven, hvor Husseins(deres store martyr) enke Said Saina skulle ligge begravet. Alt er nyt, men I gammel iransk stil, bortset fra at det hele lige har fået en tand mere. Hvis der nogensinde bliver bygget en moske i Disneyland eller i Las Vegas kommer den til at se sådan ud. Men lige meget i dag drejer det sig om mennesker ikke om bygninger.

Det er fredag og der er hundredvis af mennesker fra mange lande – det kan man se på påklædningen. Turbankronede mullaher fra Iran med et følge af sortklædte kvinder. Det siges, at den iranske stat betaler en pilgrimstur til enker efter soldater faldet i 1980’erne. Shia muslimer fra Irak og en store gruppe indere i farverige gevandter og sandaler, og tyrkere tror jeg fra de central asiatiske republikker. De har disse huer på der ligner omvendte firkantede skåle. Og så en enkelt europæer – mig.
Det er en næsten skræmmende oplevelse, at se religiøsitet udfolde sig så følelsesfuldt helt uden filter. Shia islam knytter sig til Hussein, der blev dræbt i 680 og nu er den store martyr. Der er også en forventning om en slags frelse gennem den skjulte imam.
Moskeen har flere gårde, hvor der udfoldede sig mange forskellige riter på samme tid. Den mest højlydte var en stor kreds af mænd, der under ledelse af en forsanger bevægede sig I en rundkreds, medens de i takt med højre hånd slog sig for bryster og af deres lungers fulde kraft råbte noget om Hussein, og de blev bare ved og ved. Da jeg ankom omkring klokken 10 var det i fuld gang og en halv time senere endnu ikke slut.

Mange af mændene græd højlydt, skreg op i luften som om Allah, selv kunne høre det. Kvinderne sad udenom I en stor kreds slog sig også for brystet, men ikke hårdt og mange græd. Lidt senere så jeg en anden kreds af mænd, der lavede det same, men denne gang udelukkende unge. Deres slag mod brystet var så hårdt, at det gav genlyd mellem murene.

Andre steder var grupper samlet omkring en prædikant som messede for dem. Igen fulgt at tåre og klage uden nogen form for blufærdighed. Inde ved graven, hvortil der er en kvinde og en mandsindgang, var der sandelig også gang i tårekanalerne. Det var så myldrende fuldt og så varmt derinde, og jeg havde en sort kappe på, som jeg var blevet udstyret med ved indgangen, så der blev jeg ikke længe. Ude i gården igen var alle bønnerne og klagesangene ved at ebbe ud. Klokken nærmede sig 12 og det var tid til middagsbønnen, som om fredagen er særlig vigtig. Alle forberedte sig lidt mere stilfærdigt på bønnen, og jeg afleverede kappen og var tilbage i gaden, hvor der blev solgt alverden religiøst skrammel.

Jeg var kommet derud i en taxa for 20 kroner, nu tog jeg en lokal bus tilbage for 2. Nu trængte jeg til lidt rolig civilisation – al de tårer er overvældende for en kølig nordbo opdraget I den lutherske snakkekirke.
Lige ved citadellet er der en have med blomstrende pelargonier og georginer. Der er der en café, fortrinsvis besøgt af turister, hvor jeg i den dejlige sol fik en lille frokost på terrassen.

Shiamuslimernes pilgrimsmoske 11.12.2010
	Det var fantastisk vejr her til morgen, solen skinnede fra en absolut skyfri himmel, så det var dagen at komme lidt udenfor byen. Ca. 12 km. udenfor er der, med iranske penge, bygget et kæmpe shia moske over graven, hvor Husseins(deres store martyr) enke Said Saina skulle ligge begravet. Alt er nyt, men I gammel iransk stil, bortset fra at det hele lige har fået en tand mere. Hvis der nogensinde bliver bygget en moske i Disneyland eller i Las Vegas kommer den til at se sådan ud. Men lige meget i dag drejer det sig om mennesker ikke om bygninger.

Det er fredag og der er hundredvis af mennesker fra mange lande – det kan man se på påklædningen. Turbankronede mullaher fra Iran med et følge af sortklædte kvinder. Det siges, at den iranske stat betaler en pilgrimstur til enker efter soldater faldet i 1980’erne. Shia muslimer fra Irak og en store gruppe indere i farverige gevandter og sandaler, og tyrkere tror jeg fra de central asiatiske republikker. De har disse huer på der ligner omvendte firkantede skåle. Og så en enkelt europæer – mig. Det er en næsten skræmmende oplevelse, at se religiøsitet udfolde sig så følelsesfuldt helt uden filter. Shia islam knytter sig til Hussein, der blev dræbt i 680 og nu er den store martyr. Der er også en forventning om en slags frelse gennem den skjulte imam. Moskeen har flere gårde, hvor der udfoldede sig mange forskellige riter på samme tid. Den mest højlydte var en stor kreds af mænd, der under ledelse af en forsanger bevægede sig I en rundkreds, medens de i takt med højre hånd slog sig for bryster og af deres lungers fulde kraft råbte noget om Hussein, og de blev bare ved og ved. Da jeg ankom omkring klokken 10 var det i fuld gang og en halv time senere endnu ikke slut. Mange af mændene græd højlydt, skreg op i luften som om Allah, selv kunne høre det. Kvinderne sad udenom I en stor kreds slog sig også for brystet, men ikke hårdt og mange græd. Lidt senere så jeg en anden kreds af mænd, der lavede det same, men denne gang udelukkende unge. Deres slag mod brystet var så hårdt, at det gav genlyd mellem murene.
Andre steder var grupper samlet omkring en prædikant som messede for dem. Igen fulgt at tåre og klage uden nogen form for blufærdighed. Inde ved graven, hvortil der er en kvinde og en mandsindgang, var der sandelig også gang i tårekanalerne. Det var så myldrende fuldt og så varmt derinde, og jeg havde en sort kappe på, som jeg var blevet udstyret med ved indgangen, så der blev jeg ikke længe. Ude i gården igen var alle bønnerne og klagesangene ved at ebbe ud. Klokken nærmede sig 12 og det var tid til middagsbønnen, som om fredagen er særlig vigtig. Alle forberedte sig lidt mere stilfærdigt på bønnen, og jeg afleverede kappen og var tilbage i gaden, hvor der blev solgt alverden religiøst skrammel.

Jeg var kommet derud i en taxa for 20 kroner, nu tog jeg en lokal bus tilbage for 2. Nu trængte jeg til lidt rolig civilisation – al de tårer er overvældende for en kølig nordbo opdraget I den lutherske snakkekirke. Lige ved citadellet er der en have med blomstrende pelargonier og georginer. Der er der en café, fortrinsvis besøgt af turister, hvor jeg i den dejlige sol fik en lille frokost på terrassen.